søndag den 18. februar 2018

søndagsrunden

- på denne gråvejrsdag startede i bryggerset,
hvor Camellia Nuccio's Cameo nu har blomster i mange forskellige udviklingsstadier. Blomsterne udvikler sig etapevis på en måde, jeg aldrig har set før.


Så gik jeg om på vejen, hvor vintergækkerne dominerer langs læbæltet.

For enden af læbæltet er hestehov/ petasites begyndt at blomstre. Vi er heldige, synes jeg, at vi har plads til sådan en pladskrævende plante.



I skovhaven bemærkede jeg, at cornus mas er på nippet til at springe ud, og i selve haven kunne jeg konstatere, at paeonia veitchii woodwardii som sædvanligt kan vise knopper utroligt tidligt.

På terrassen holder to små snemænd stand lidt endnu efter vinterferien. I nærheden blomstrer en sarcococca/kødbær og lidt længere væk er det den hvide peberbusk. Ingen af dem dufter i dag, dertil er det for koldt.




På vejen om til sandbedet passerer jeg kønneste helleborus lige nu. Den står lidt beskyttet, og derfor lider dens blomster ikke under skiftet mellem frost og tø.

Løgene i sandbedet havde det for vådt i 2017, så jeg forventer mig ikke ret meget af dem i dette forår. Denne narcis Julia Jane har dog allerede nu været en stor succes med sin spredte blomstring.

Jeg vil slutte med en lille anekdote fra vinterferien, hvor medierne svælgede i Prins Henriks dødsfald. Det fik Eva til at foreslå, at vi skulle lave en mindeopstilling med lys og billeder for dem, vi har mistet i vores familier, så der blev ledt og søgt i diverse fotoalbums. Godt fundet på af en ni års pige, synes bedsteforældrene☺

tirsdag den 13. februar 2018

Solskin og et fint lag sne

Sådan har det været i dag, og det må gerne fortsætte; for i morgen kommer børnebørnene på vinterferie, og så skal der helst brændes krudt af med udendørs aktiviteter.

Både vinteradonis og cyclamen coum tåler frostgrader; men mens adonisblomsterne rådner til sidst efter gentagne frostperioder, lægger cyclamenblomsterne sig ned og retter sig op igen gentagne gange, alt efter hvordan temperaturen er.

Det er ikke sjovt at være påskeklokke i disse tider. Billederne herunder er fra henholdsvis i går og i dag.

Da vi anskaffede den første troldnød/ hamamelis for sikkert tyve år siden, var den en sjældenhed i danske haver. Sådan er det ikke længere, og jeg har på fornemmelsen, at det til dels er havebloggene, der har været inspirationskilde. Busken er som skabt til vintervejret og forbløffende upåvirket af frostgrader.


Winter beauty står trygt og lunt i drivhuset og blomstrer både i top og bund. Det eneste minus er, at drivhuset er så proppet med potter og krukker, at det er svært for alvor at komme til at nyde de små klokker.

             

Camellia Nuncio's Cameo i bryggerset har startet sin blomstring. Jeg har svært ved at identificere farven på den nydelige blomst. Er den pink eller lyserød eller måske begge dele?

søndag den 11. februar 2018

stueplanter

For et par dage siden læste jeg dette indlæg, hvor Noel Kingsbury skriver om sit forhold til stueplanter og funderer over den renæssance, de har fået. Rigtig mange af de planter, han nævner, har jeg selv dyrket i vindueskarmene, og nogle af dem blev kæmpestore mens andre blomstrede på livet løs.

I dag er der kun nogle få succulenter tilbage i vindueskarmene som for eksempel ceropegia/ hjerteranke eller faldskærmsblomst, og den har jeg udelukkende, fordi den minder mig om, dengang børnene havde et sommerferiejob med at opbinde ceropegia i et nærliggende gartneri.

Trenden med små succulenter og kaktusser har også vundet indpas hos mig; men som billederne viser, får de hård konkurrence af diverse glasting, som lyser op og giver farve i vinduerne uden at skulle vandes og nusses.

Paradistræer i forskellige størrelser og udformninger har vi dog også - som de fleste ved, er de nærmest umulige at slå ihjel; men som det ses på billedet herunder, må de vige pladsen i entreen  til fordel for frømenageriet.

Det er rosenslyngere/ rhodichiton, der vokser under vækstlyset - de skal snart pottes om, så rankerne ikke når at filtre sammen..

Bryggersbord og bryggersvindue er det kølige sted, hvor jeg placerer planter, som jeg skal holde ekstra godt øje med og huske at vande. Lige nu står der en camellia (Nuccio's Cameo), der er på nippet til at springe ud.


Pelargonium sidoides bor også her, så jeg ikke overser nye blomsterranker, som skal bindes op.

Jeg glæder mig til at gense dens små, elegante blomster.

Men dem, jeg nyder allermest lige nu, er to ret specielle vintergækker, som jeg ikke tør plante ud i haven. De befinder sig godt i vindueskarmen, men blomstrer tydeligvis hurtigere af, end hvis de stod i drivhuset.

onsdag den 7. februar 2018

7. februar

I februar får jeg altid før eller siden en snert af det, englænderne kalder cabin fever. Klaustrofobi er vel det danske ord, der dækker bedst; men det rammer alligevel ikke rigtig frustrationen ved at være tvunget til at være inaktiv.
I dag ligger der et tyndt lag sne, og så dukker lysten til at tage billeder så småt op igen. Træerne kommer til at fremstå som skulpturer på den hvide baggrund, hvad enten de er stedsegrønne som parasoltræet/ sciadopitys verticillata eller løvfældende som skovfogedtræet.



Dette bed tænker jeg sommetider og måske lidt blæret på som Van Gogh bedet. Ellers hedder det som regel bare noget så nøgternt som det firkantede bed.

          
Vores eneste bambus er ved at være en flot plante. Den hedder phyllostachys aureosulcata 'Spectabilis' / gulfuret bambus, og er den eneste plante med indlagt lyd - der lyder en sagte raslen ved den mindste smule blæst.


Det udgåede blommetræ har dannet klatrestativ for Constance Spry i en årrække, men er nu så udtørret, at det kan væltes omkuld med et lille spark, og sparket får det nok snart, så vi kan undgå kaosset, hvis blæsten skulle vælte hele molevitten i rosens blomstringssæson.

To forskellige stedsegrønne magnolia grandiflora - Goliath er snøret sammen og pakket omhyggeligt ind, mens  krydsningen "Maryland" skulle kunne klare vinterkulden.
                         

Den grønne skimmia har rollen som den kedelige kusine det meste af året, men bliver elegant med sne og bøgeløv som baggrund.

onsdag den 31. januar 2018

Winter beauty

I de senere år har jeg forsøgt at fordrive eller minimere vintertristessen ved hjælp af  vinterblomstrende planter, heriblandt to klematis. Den ene er Freckles, som jeg allerede har vist mange gange på bloggen i år, og den anden er clematis urophylla Winter Beauty, som lige er begyndt at blomstre. Den vil jeg gerne spinde en ende om i dette indlæg.

Winter Beauty er en stedsegrøn, vinterblomstrende klematis, som ikke tåler frost. Derfor vokser den som krukkeplante og bliver taget ind i drivhuset, når frosten nærmer sig. Den er selvfølgelig mest interessant på grund af de smukke, cremehvide klokker, som kan nydes februar - marts; men dens nye løv er nu også smukt, som det næste billede viser.

Vores plante er fra efteråret 2013 (købt hos Esveld) og var helt problemløs de første to år. Den er blevet klippet tilbage hvert forår efter blomstringen. Herunder ses den stor og mægtig i oktober 2015, og den efterfølgende blomstring i vinteren 2016 var virkelig imponerende.

Efter blomstringen kunne jeg desværre konstatere, at nogle af rankerne havde  mistet saftspændingen, bladene på dem var blevet slappe, og nogle af dem blev mørke og visnede helt. Jeg tænkte, at  den skulle plantes om, så den blev klippet tilbage og plantet i en større krukke, og alt så fint ud, indtil blomstringen skulle starte. Da blev det tydeligt, at den virkelig ikke havde det godt, og faktisk var der ikke en eneste af de mange ansatte knopper, der sprang ud i vinteren 2017.
 januar 2016

Jeg omplantede den igen i 2017 og fjernede de angrebne ranker, så langt nede det var muligt og holdt et vågent øje med den. Efter et par måneder kunne jeg konstatere, at det gamle problem var vendt tilbage, og jeg fjernede syge blade, hver gang jeg fik øje på dem. På nettet blev epsom salt/ magnesiumsulfat nævnt som en mulighed, når klematis får gule blade, så det prøvede jeg, men kunne ikke se, at det gjorde nogen forskel.
 januar 2016

Det er først her i januar, at jeg har fundet forklaringen på, hvad der er galt. Hvis den overvandes og gror i fugtholdende jord, kan den dø af phytophthora, åbenbart en form for råd, som angriber den under jorden. Derfor udvikler problemet sig nedefra og op i modsætning til visnesyge, som er et velkendt problem med klematis. Det, man kan gøre, er: "Ensure good air circulation around clematis stems. Remove infected leaves as they are detected. Irrigate plants in a manner that keeps water off the foliage."
januar 2018

Drivhusmiljøet er naturligvis ikke befordrende for en god luftcirkulation; men problemet starter jo allerede, mens potten står ude i haven. Til det kan man argumentere, at vores vejr de sidste to år har været særdeles fugtigt også om sommeren, hvilket uden tvivl trækker i den forkerte retning. Normalt står den lidt i læ for blæsten op ad husgavlen; men måske skal den placeres mere ude i det fri.
Jeg har faktisk altid vandet den i potten, og i år har jeg fjernet alle inficerede blade, så snart jeg har set dem, og planten har det da også riiimeligt godt, selvom måske halvdelen af  rankerne er blevet fjernet.
januar 2018

Da jeg plantede den om i 2017, bildte jeg mig ind, at jeg var virkelig omhyggelig med gromediet; men jorden skal nok have endnu mere dræn indbygget end det, jeg troede var passende, og komposten skal nok lægges oven på jorden i stedet for at blive arbejdet ind i den. Sådan bliver det til foråret - jeg giver ikke op.
                                                       

NB Hver eneste gang WB er blevet klippet tilbage, har jeg lavet masser af stiklinger, uden at en eneste af dem har slået rod. Nu har jeg erfaret, at aflægning eller nedkrogning kan være lige så god en metode, og vil prøve det til foråret. Hvis nogen af jer har erfaringer med stiklinger eller nedkrogning af klematis, er jeg yderst interesseret i at høre om det.