søndag den 22. oktober 2017

fra et bed med træ til et træ med bed

Hvordan mon I andre opbygger jeres bede? Vi er glade for træer og holder meget af at plante dem strategisk rundt omkring i bedene. Træerne giver noget højdevariation, og valgt med omhu kan de også levere noget smukt for øjnene på den tid af året, hvor de andre planter holder pause.

Sådan et træ er tibetansk kirsebær/ prunus serrula. I august måned har astilbe purpurlanze og liljen Robina blomstret omkring det, i reglen nogenlunde samtidig med den rustrøde daglilje.


I år begyndte det hele desværre at se ret så rodet og forgroet ud især efter blomstringen, og træet skygger efterhånden en del og tager sikkert meget af næringen i jorden, så vi blev enige om at grave stauderne op og tænke i nye baner.

Resultatet er blevet et bed, som virker mere skovbundsagtigt, og samtidig har jeg samlet nogle favoritstauder, som ellers stod drysset rundt omkring uden en egentlig plan, nok placeret der, hvor der lige har været plads.


Jeg glæder mig allerede til at se, hvordan bedet udvikler sig i 2018. Lige nu gemmer halvdelen af planterne sig under jorden.

De fleste stauder er som sagt hentet rundt omkring i haven; men den brogede vortemælk/euphorbia ascot rainbow faldt jeg for på planteskolen. Nu håber jeg bare, at den klarer vinteren. 



Det er slet ikke så ligetil at manøvrere i bedet, for kirsebærtræet har masser af solide rødder, som ikke rokker sig ud af stedet. Det oplevede jeg også forleden, da jeg lagde narcisløg Den største rod, som ligger halvt over jorden,  er stribet ligesom stammen, men skinner naturligvis ikke lige så smukt.

I modsat ende af det lange bed  i forhold til kirsebærtræet blomstrer Rhapsody in Blue - fin fin rose.

fredag den 20. oktober 2017

Nå, så kunne du være her!!

Det er cornus x Eddie's White Wonder, jeg snakker med. Dens efterårsfarver har været undervejs et stykke tid, og da solen gennemlyste den i går, var ingen tvivl. Nu var de der omsider. Jeg viser den i modlys både i solskin og i gråvej - det er tydeligt, at lyset bliver slukket i gråvejr. Jeg vil beskrive den som psykedelisk , og faktisk giver den mig mindelser om stoffet til en mønstret tresserkjole.


Korneller i efterårsantrækket er i det hele taget nogle drama queens, hvis de da ikke får smidt bladene inden det store show. Cornus kousa Satoma nåede det i år.

Midwinter Fire lyser op i skovhavens skygge her i oktober, og til vinter vil grenene skabe ildebrand, hvis de bliver ramt af solens stråler.

Sensommerbedet oplever jeg som en kombination af farver og strukturer. Der er drama for alle pengene selv på en trist gråvejrsdag som i dag.


Pilebladet solsikke/ helianthus salicifolius er ramt af fænomenet faskiation/ bånddannelse, der ser ud, som om flere stilke er vokset sammen, og det samme sker så med blomsterne for enden af båndet. Det ser også ret dramatisk ud.

                         

Havefuchsiaer er jo normalt efterårsblomstrende halvbuske, som bliver klippet ned til jorden hvert forår, men i de senere år har planten herunder udviklet sig til en regulær busk, som kun får fjernet nogle visne grene og ellers begynder sin blomstring i juni måned, mærkeligt!

tirsdag den 17. oktober 2017

Gardeners World

I dette haveår har jeg troligt en gang om ugen logget på youtube for at se den seneste udsendelse af  Gardeners World. Ikke alle udsendelser er selvfølgelig lige interessante; men så kan man jo heldigvis zappe hen til de afsnit, man gerne vil se. I  den seneste udsendelse var der flere indslag, der fik mig til at spidse ører.


Det første handlede om det opstammede ambratræ liquidambar styraciflua "Gumball". F.eks. Jespers Planteskole skriver om det, at det i efteråret får "kraftige høstfarver fra gul-orange over kraftig rød til violet." Helt så enkelt er det imidlertid ikke. Vores træ, som ses herover, har i de fem år, vi har haft det, endnu ikke vist den mindste antydning af  efterårsfarver.


http://rachelcallaghanlandscapearchitect.blogspot.dk/2013/06/liquidamber-gumball-standards.html

Eksperten på Gardeners World har to løsninger, hvoraf den ene ligesom ikke er relevant for os, nemlig varme dage efterfulgt af kolde nætter - vi har efterhånden ingen af delene:-(
Den anden løsning er at tilføre jorden nogle håndfulde svovlsur ammoniak i marts, hvis jorden  ikke i forvejen er sur, og det er vores ikke.
Når man googler billeder af træet, er nok 90% af dem grønne, så jeg har på fornemmelsen, at efterårsfarverne generelt er en sjælden foreteelse. Heldigvis synes vi også godt om træet "in the green". Vinget benved, som kommer til sidst i indlægget, viser derimod efterårsfarver hvert eneste år, men er så noget mindre interessant resten af året.


Det næste tip handlede om løglægning. Monty Don, der som os har ret tung lerjord, fortæller, at han altid lægger en skovlfuld grus i hullet, når han lægger løg. Det vil jeg bestemt ogå gøre, når jeg skal i gang med løglægningen.  De narcisløg, jeg er kommet til at grave op her i efteråret, ser nemlig ikke ud, som om de trives ret godt, og en dahlia, der ikke har blomstret ret meget, var næsten rådnet væk.

Tetrapanax papyrifer/ rispapirplante

Det tredje indslag handlede om eksotiske planter og ikke mindst deres overvintring, og her konkluderede Monty Don, at det ikke er kulden, men vinterfugten, der gør det af med de planter, der ikke bliver taget ind om vinteren. Jeg giver ham fuldstændig ret; men overvintringen bliver jo ikke simplere af den grund.
frø af vinget benved

Det sidste tip gik på at så lathyrus nu for at få en tidligere blomstring næste år. Det skal jeg lige have vendt med køkkenhavemesteren, for det er ham, der plejer at så lathyrus.
vinget benved/ euonymus alatus

Lys i haven er ved at være noget af et tema på bloggene, så jeg prøver at hoppe med på vognen.
                                                                               

søndag den 15. oktober 2017

Lidt søndagsguf

I dag kan man endelig se, hvad Barcarole har at byde på, når den er bedst - den har ellers ikke blomstret ret meget i 2017. Græsset i baggrunden er sølvaks/ stipa calamagrostis.

Mælkeklokke/ campanula lactiflora Loddon Anne er en smuk staude, men vælter altid. Derfor klippede jeg den totredjedele tilbage omkring starten af juni. Det hjalp dog ikke meget. Den væltede stadigvæk, var blot lidt lavere. I desperation klippede jeg den derefter helt til jorden, og nu står den med en nydelig blomstring i ca 80 cms højde.

Anemone x pradesh har jeg før vist på bloggen med stor fornøjelse. I dag er det dens lange blomstring, der imponerer mig Jeg har læst, at den som krydsning er steril og derfor skal formeres enten ved deling eller stiklinger. Min vigtigste opgave er dog først og fremmest at få den til at overleve vores fugtige vintervejr.

Oxalis vericolor sprang over blomstringen sidste år, fordi jeg glemte at tage den frem i lyset i tide. I år gjorde jeg den klar og begyndte at vande den i august. Den er lidt løs i væksten i vores vindue, sikkert fordi den får for lidt lys - den stammer nemlig fra Sydafrika ligesom massoniorum, der ses nedenfor. De ligner hinanden og er alligevel meget forskellige, synes jeg.


Jeg er så småt begyndt at sætte nogle af de planter i drivhuset, som skal overvintre der, f.eks. pelargonium schottii, og det ser ud, som om den nyder at komme væk fra det våde vejr. Den var begyndt at se lidt forhutlet ud.

Nerine Marnie Rogerson  nåede lige at springe ud, før krukkerne bliver samlet indenfor.

Den sidste plante er jeg muligvis den eneste, der synes er guf. Det er en lang og ranglet storkonval med navnet polygonatum zanlanscianense. Jeg har draperet den henover et lille, selvsået egetræ; men den kan nå en del højere op.

                       

torsdag den 12. oktober 2017

jeg giver op

De seneste dage har jeg villet lave et indlæg om det, der blomstrer i haven her midt i oktober; men i samme øjeblik jeg griber kameraet, begynder det at øsregne - det slår simpelthen ikke fejl. Derfor bliver dagens indlæg lidt i øst og vest alt efter, hvad jeg nu har fået med inden døre.

Disse to små høststenbræk/ saxifraga fortunei er alpine planter, som nok i virkeligheden passer bedre i et stenbed end et staudebed.


Hortensierne overser man ikke, og de er bestemt ikke blevet mindre iøjnefaldende nu, hvor blomsterne antager alle mulige nuancer af det blålilla.

Rosernes blomstring er i grunden utroligt lang. Munstead Woods blomstring beskrives som varende fra juni til langt ud på efteråret, og det er jo ikke spor overdrevet.

Pat Austin, Graham Thomas og Troika blomstrer også flittigt.



Sweet pretty sammen med oktoberstormhat

I næste uge må planterne på stenbænken nok vige pladsen til fordel for græskarhoveder.

Indkørslen

Søjletaksen er vi ikke helt enige om. Jeg synes, den bør skæres tilbage; men set fra denne vinkel passer højden rimeligt godt til omgivelserne, må jeg nok indrømme.

Kinesertræet/ koelreutia står sådan, at jeg kan fotografrere det fra havedøren i køkkenet. Sidste år mener jeg, det smed bladene, før de nåede at få efterårsfarver.

Actaea pachypoda har allerede stået længe med sine iøjnefaldende frugtstande. Som jeg husker det, bliver en del af dem hængende, indtil frosten gør det af med dem.